Kammeratskab, dejlig mad, hygge og særlige CREW aktiviteter…
Classic Race Aarhus har en målsætning om at være det bedste arrangement at være frivillig til i Danmark. Derfor er vi meget stolte af at det i mange år er mere end 85% gengangere fra året før der fortsætter som frivillige hos os. Vi sætter især sammenhold, ansvarlighed og engagement i højsædet, og vi har igennem de seneste år tilknyttet et stort og stabilt frivillighedskorps med over 1.000 frivillige.

Hvorfor blive frivillig ved Classic Race Aarhus?
- Du bliver en del af vores Classic Race CREW, der afvikler Nordeuropas bedste racefestival.
- Du støtter en god sag om at højne børns trafiksikkerhed i Danmark, da Classic Race Aarhus donerer deres overskud til projekter der netop fremmer børns trafiksikkerhed, såsom trafikundervisning, uddeling af gule veste til institutioner, støtte til skolepatruljer, opsætning af vejbomme osv.
- Du får et godt netværk og nye fantastiske bekendtskaber som i mange tilfælde har udviklet sig til rigtig gode venskaber eller endda mere…
- Du får spændende oplevelser og gode minder – til løbet og de mange CREW-arrangementer, vi holder i årets løb
- Du får personlige og faglige udfordringer, hvis du vil…
I Classic Race Aarhus passer vi godt på vores frivillige med dejlig mad, hygge, arrangementer hele året, og arbejdstøj på dagene. Arrangementerne for Classic Race CREW varierer fra år til år.

Som frivillig får du
Ud over at du bliver en del af et fantastisk fællesskab og muligheden for livslange relationer – følger der selvfølgelig også andet med, når du tilmelder dig vores Classic Race CREW:
- 1-2 x poloshirt(s) afhængig af hvor mange vagttimer du tager.
- Arbejder du 17 timer eller derover får du udleveret 2 poloshirts
- 1 x årets kasket
- CREW-armbånd til alle 3 dage på eventen
- Adgang til vores CREW madtelt – Pitstop
- Måltider tildeles i forbindelse med dine vagttimer
- En genanvendelig drikkedunk
- Denne kan fyldes op på vores vandposter
- En nøglekæde med en CREW-guide (med praktiske informationer)
- Invitationer til diverse CREW-arrangementer i løbet af året
- Invitation til CREW-hyggeaften lørdag under eventen
- Invitation til årets takkefest (forudsat du har været fremmødt til dine vagter)

Mad og drikke
Du får mad og drikke i forbindelse med dine vagter til Classic Race Aarhus – hvad enten du arbejder før, under eller efter eventen. Dit armbånd giver adgang til Pitstop (vores madtelt til frivillige), og du bruger dine udleveret madbilletter og drikkebilletter til at indløse dine måltider samt drikkevarer. Du får udleveret mad og drikkebilletter, når du henter polo og armbånd i vores CREW tjek-ind.
Du kan regne med 1 måltid og 1 drikkevare pr. 4. times påbegyndt arbejde.
Der er altid gratis vandopfyldning og kaffe i forbindelse med dine vagter.
Vi opfordrer til, du altid spiser hjemmefra, uanset hvornår på dagen din vagt ligger. Der kan godt gå noget tid før du får pause, når først du er tiltrådt din vagt.
Det er tilladt at medbringe snacks hjemmefra til eget forbrug, hvis du har en proteinbar, frugt, slik eller andet der kan give dig et skud energi på vagten.