Kære nabo til Classic Race Aarhus
Tak fordi vi igen i år må låne jeres smukke omgivelser til afviklingen af vores arrangement.
Vi ved, at vores arbejde med at bygge banen gør hverdagen lidt vanskeligere for mange af jer. Derfor er vi meget opmærksomme på at forstyrre mindst muligt i opbygnings-, afviklings- og nedtagningsfasen.
Der vil som tidligere år blive husstandsomdelt orientering om forhold og praktisk information i forbindelse med Classic Race Aarhus 2021, som løber af stablen i weekenden den 17. – 19. september.
Classic Race Aarhus vil naturligvis altid leve op til de krav og rammer, som Aarhus Kommune og andre myndigheder sætter for vores arrangement. Det er blandt andet også derfor, at Formel 1 og andre klasser ikke længere kommer til at køre i Aarhus.
Vi har i år sammensat et rigtig spændende Løbsprogram for hvad der sker på banen, men også et nyt og spændende Eventprogram for hvad der sker i Mindeparken og på Tangkrogen.
Som tidligere år bliver I tilbudt billetter til eventen og vi håber, at I som nabo har lyst til at tage del i Racefestivallen.
Classic Race Aarhus er en velgørende fond som siden 2010 har uddelt op mod 1,5 mio. kr. i trafiksikkerhedsudstyr og donationer til projekter der fremmer børns trafiksikkerhed.
Venlig hilsen
Poul Dalsgaard
Direktør

Kontakt
Kontaktperson for naboer og beboere:
Nick Horup
Kommunikations- og pressechef
E-mail: nick.horup@craa.dk
Mobil: 21 21 20 27

Classic Race Aarhus Headquarters
Classic Race Aarhus Headquarters finder du på Tangkrogen i dagene 14. september – 19. september 2021. Her kan du henvende dig i forhold til adgangsarmbånd, indkørsel, parkering m.v.
Åbningstider:
Tirsdag den 14.september kl. 12:00–19:00
Onsdag den 15. september kl. 12:00–19:00
Torsdag den 16. september kl. 12:00–19:00
Fredag den 17. september kl. 08:00–18:00
Lørdag den 18. september kl. 08:00–18:00
Søndag den 19. september kl. 08:00–18:00
Øvrig henvendelse kan ske på nabo@craa.dk eller tlf. 8678 2010

Indkørsel og adgang til jeres bolig
Classic Race Aarhus har i 2021 udarbejdet en specifik beskrivelse af adgangsforholdene for husstandene i området. Denne beskrivelse husstandsomdeles i juli måned sammen med øvrig information.
Såfremt I også ønsker dette informationsmateriale sendt på e-mail. Venligst skriv til nabo@craa.dk
Der vil af sikkerhedsmæssige årsager være Classic Race officials eller vagter ved indgangene til Classic Race Aarhus. Disse er informeret om adgangsforholdene for beboerne i området.
Avisbud, postbud, hjemmepleje og andre offentlige instanser har naturligvis uhindret adgang.

Beredskab
Classic Race Aarhus har en særlig beredskabsplan, som er godkendt af Østjyllands Politi og Østjyllands Brandvæsen. Under arrangementet er der tilknyttet ambulancer og læger. Såfremt du som beboer i området har brug for ambulance eller akut lægehjælp, skal du på vanlig vis ringe 112. Classic Race Aarhus’ beredskab er i direkte kontakt med alarmcentralen og vil sikre fri adgang.