
Hvad støtter Classic Race Aarhus?
Nordeuropas største racefestival til gavn for børns trafiksikkerhed!
Classic Race Aarhus blev fra starten i 2010 organiseret som en velgørende fond med formål at støtte børns trafiksikkerhed, og de mange frivillige og partnere i organisationen arbejder alle for dette formål.
Arbejdet med trafiksikkerhed foregår både ved uddannelse på trafikskoler, ved uddeling af hjælpemidler og via økonomisk støtte til trafiksikkerhedsprojekter. Alle kan søge om midler til trafiksikkerhedsprojekter, og de uddeles en gang årligt

Hvem er Classic Race Aarhus?
Ideen til Classic Race Aarhus opstod, da entreprenør og daværende medlem af Aarhus Byråd, Niels Brøchner, sammen med en række venner i slutningen af 00’erne var til Copenhagen Historic Grand Prix. Her opstod ikke bare en ide, men også en lyst til at skabe en lignende event i Aarhus.
Efter tre års hårdt arbejde var alt klar til, at den første udgave af Classic Race Aarhus løb af stablen den 26.-27. juni 2010, hvor HKH Prins Joachim i sin cremefarvede Lotus Cortina med startnummer 65 på siden vandt i 65-klassen.