Overskuddet går til børns trafiksikkerhed
Siden 2010 har Classic Race Aarhus uddelt op mod 1,5 mio. kr. i kontanter og trafiksikkerhedsudstyr i forbindelse med projekter der højner børns trafiksikkerhed i Aarhus Kommune.
Fra 2015 til 2019 uddelte Classic Race Aarhus 20.000 refleksveste til institutioner – lige fra vuggestuer og børnehaver til de mindste skoleklasser rundt om i Aarhus Kommune. Vestene bruges, når børnene skal på tur og bevæger sig rundt i trafikken i byen. Især i de mørke vinterperioder, er det vigtigt at gøre sig så synlig som muligt for bilisterne i trafikken. I 2021 er målet er uddele 10.000 flere både til børn og voksne, sådan at pædagogerne også kan få en vest.
Classic Race Aarhus har også i flere af årene uddelt cykellygter og reflekser ud til børnene til eventen. Hvert år uddeler Classic Race Aarhus donationer til forskellige projekter, der går ind for at sikre børns trafiksikkerhed.
I 2019 donerede fonden:
- 50.000 kr. til Skolepatruljer
- 100.000 kr. til Børnenes Trafikskole
- 250.000 kr. til Sikker Skolevej


Hverdagens Helte
Skolepatruljerne yder en vigtig og god arbejdsindsats hver eneste skoledag, for at sikre at deres skolekammerater kommer sikkert frem i den nogle gange hektiske morgentrafik ved skolerne. Hvert år lige inden sommerferien afholder Tivoli Friheden en ”takkefest” for de ca. 1000 skolepatruljer i Aarhus kommune. Denne er vi stolte over at kunne være sponsor på og deltage i, da det er en stor fornøjelse at være med til at hylde skolepatruljerne for deres fantastiske arbejde. På dagen er Classic Race Aarhus med på scenen, hvor vi sammen med Politiet, Rådet for Sikker Trafik og Kommunen trækker lod blandt skolepatruljerne om forskellige præmier som Classic Race Aarhus har været med til at donere. Her er der fx udloddet nye cykler, cykelhjelme, cykellygter, ringeklokker, gavekort til cykelforhandlere, og så kastes der også fodbolde og basketbolde ud.
Samarbejdet med Børnenes Trafikskole & Bamse Betjent
Classic Race Aarhus har i flere år samarbejdet med Børnenes Trafikskole, som også kommer og deltager til Classic Race Aarhus eventen hvert år.
Børnenes Trafikskole tager hele året rundt og underviser i sikker trafik på skoler og institutioner rundt om i landet. Der undervises både børn i børnehaver og skolebørn fra 0.-9. klasse. Undervisningen er i børnehøjde og målrettet de enkelte målgrupper. Børnenes Trafikskoles formål med undervisningen er, at børnene opnår forståelse for trafikreglerne gennem leg og bevægelse, så de bliver motiverede til selv at færdes sikkert i trafikken.
Hvert år til Classic Race Aarhus deltager Børnenes Trafikskole med deres maskotter Bamse Betjent, Benny Brandmand og Frk. Flora med et set-up med cykelbaner og trafikshow med undervisning samt oppustelige hoppeborge. Det har været en stor succes hos de børn, der de seneste år har besøgt Mindeparken under Classic Race.
Vi støtter Børnenes Trafikskole, fordi vi mener, de har en yderst vigtig rolle i vores samfund, ved at skabe en forståelse i vigtigheden af, at kunne færdes sikkert i trafikken. Deres undervisning er med til at sikre, at der sker færre uheld, og at børnene er opmærksomme på dem selv og andre i trafikken. Det er en vigtig læring, som vi mener er essentielt for undervisningen på danske skoler landet over. Vi vil derfor gøre vores til at hjælpe Børnenes Trafikskole på deres vej ud til så mange skoler og institutioner som muligt.
